Bachelor i Medicin og Teknologi

Som bachelorstuderende i Medicin og teknologi (medtek, medicoteknologi) bliver du fra dag ét af optaget i to aktive studiemiljøet, da uddannelsen foregår både på det sundhedsvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet (30%) og på Lyngby Campus på Danmarks Tekniske Universitet (70%). Medtekkere beskæftiger sig med det tekniske aspekt af sundhedsvidenskaben og blive populært sagt ”bindeleddet mellem den medicinske verden og den tekniske verden.”
Hvis du er nysgerrig eller har brug for afklaring er du mere end velkommen til at komme på besøg på studiet. DTU’s ordning hedder ”Studerende for en dag,” hvor du følger en studerende rundt og oplever hvad det vil sige at være studerende på et teknisk eliteuniversitet, og kan danne dig et indtryk af hvordan undervisningen foregår. Din medtekker vil kunne svare på spørgsmål du har angående uddannelsen, og vil kunne vise dig hvad han eller hun arbejder med til daglig. Besøgsdagen vil være tilrettelagt til dig, og du vil have dine egne opgaver du kan løse sammen med din medtekker til hans eller hendes grupperegningssession. Ved særlig interesse kan det være muligt også at deltage i et sekundært besøg på Københavns Universitet, hvor 30% af undervisningen på uddannelsen foregår. Mere information kan findes her: http://www.dtu.dk/Samarbejde/Gymnasier-og-skoler/Til-elever/Moed-uddannelserne/Studerende-for-en-dag.
Derudover afholder både DTU og KU ”Åbent hus”-arrangementer hvor du kan se denne og andre uddannelser, og som altid er velbesøgte. Her er der også mulighed for at tale med både studerende og undervisere, ligesom EWH (Engineering World Health) typisk er til stede ved DTU’s arrangement.
Selvom bacheloren er præget af en række grundlæggende fag er der også mulighed for faglig fordybelse i et af de tre hovedområder:
-         Signal- og modelbaseret diagnostik
-         Billeddiagnostik og strålingsfysik
-         Biomekanik og biomaterialer
Medtekkeren bliver en ingeniør der kan beskæftige sig med en række forskellige arbejdesopgaver og fagområder. Et lille udpluk er listet her.
 

Universitetet

Medtekkere med interesse for forskning og undervisning kan søge job på et universitet, hvor de vil indgå i tværfaglige samarbejder med henblik på udvikling af nye metoder og appparater, analyse af sundhedsdata og lignende.

 

Hospitalet

Medtekkere kan afhængigt af toningen af deres uddannelse blive ansat i forskellige stillinger på hospitalet. Arbejdsopgaver kan spænde fra at lave småreparationer, til at bestille milliondyrt udstyr hjem, anvende sin tekniske og matematiske kunnen på afdelingens videnskabelige og praktiske opgaver og til at finde på forsøgsopstillinger og apparatur der understøttet det øvrige sundhedsfaglige personales behov. Medtekkere kan ikke overtage funktioner for andet sundhedspersonale, hverken læger, sygeplejersker eller bioanalytikere.

 

Private virksomheder

Medtekkere har mulighed for at starte egen virksomhed eller blive ansat i en eksisterende virksomhed som eksempelvis udviklingsingeniør. Der er i Danmark og Hovedstadsområdet en række små, mellemstore og store virksomheder inden for feltet som gerne ansætter medtekkere: Novo Nordisk, Oticon, GN ReSound og BK Ultrasound er nogle af de typiske eksempler på potentielle arbejdspladser. Med en uddannelse i Medicin og Teknologi bliver man civilingeniør og medtekkere kan derfor også varetage job i andre sektorer eller blive ansat som konsulenter.

 

Udlandet

Et antal medtekkere tager til udlandet i kortere eller længere perioder under og/eller efter studiet. Mens nogle tager til eksempelvis Stanford for at dygtiggøre sig, tager andre til Nepal eller Tanzania for at hjælpe til i et af de områder i verden der mangler hjælp også inden for sundhedsteknologi.
Medtekkere kan i løbet af deres studie vælge at arbejde med nogle blandt en række forskellige typiske og atypiske arbjdesområder:
Ganganalyse og biomekanik, analyse af elektriske signaler fra kroppen (hjerte, hjerne, muskler, øjne), scanningsformerne MR, røntgen, CT, PET, SPECT og ultralyd, biomaterialer, drug-delivery systemer, statistiske analyser af (sundheds)data, modellering af kroppen og sygdomme, sundhedsteknologi i udviklingslande (EWH) og meget andet.
I løbet af sin uddannelse stifter medtekkeren bekendtskab med en række fagområder, primært fra den tekniske, men også fra den medicinske verden. Matematik, fysik, kemi og statistik er værktøjer for enhver polytekniker, og for den moderne medicoingeniør kommer også en mængde programmering og modellering til, samt undervisning i anatomi, fysiologi og sygdomslære. Mere specifik information omkring uddannelsens opbygning kan findes her: http://www.dtu.dk/Uddannelse/Bachelor/Medicin-og-Teknologi#studieforloeb.
Bemærk: det er ikke muligt at skifte til medicinstudiet med en baggrund i Medicin og teknologi, men man kan med ingen eller lille forsinkelse skifte til en anden civilingeniøruddannelse.
 

 

Hvad adskiller Medicin og teknologi fra andre uddannelser?

 

Medicin

På medicinstudiet læser man til læge, på Medicin og teknologi læser man til ingeniør. Medtekkere får som udgangspunkt ikke patientkontakt og må ikke stille diagnoser eller foreslå behandling. Medicoingeniøren har en meget mere teknisk profil, og kan understøtte lægen i nogle områder der bliver for teknisk krævende, for eksempel ved hjælp af programmering, matematik, statistik eller fysik. Man kan ydermere ikke bruge en påbegyndt uddannelse i Medicin og teknologi til at søge kvote 2-optag eller merit på medicinstudiet.

 

Kvantitativ biologi og sygdomsmodellering (DTU)

Medtekkerne bekæftiger sig ligeledes med sygdomme og modellering, men også med devices og metoder (altså flere forskellige retninger efter personlig interesse), og så fokuserer medtekkerne typisk på mennesker mens KBS har et større fokus på dyr.

 

Bioteknologi

Medtekkerne fokuserer mere på humane celler mens bioteknologerne generelt er bedre til bakterier, gær og svampe. Typisk arbejder bioteknologerne mere cellenært,, mens medtekkerne også kan kigge på hele organer, organsystemer og menneske-computer interaktion.

 

Teknisk biomedicin (DTU)

Medtekkere beskæftiger sig typisk ikke med udvikling af lægemidler på et molekylært niveau. Opsætning af studier til testning af lægemidler kunne derimod delvist være en medicoingeniørs opgave.

 

Sundhedsteknologi (DTU diplom)

Med en civilingeniøruddannelse får du en mere solid teoretisk tilgang til tingene, mens diplomingeniørerne typisk har en mere praktisk tilgang – begge dele har hver sine fordele. Diplomingeniøren kan i stil med civilingeniøren tage kandidatuddannelsen i Medicin og teknologi (MSc) mens bachelorstuderende også kan tage praktikophold i Danmark eller udlandet.

 

IT og sundhed (KU)

Medtekkere arbejder med programmering til løsning af medicinske problemstillinger, men bliver typisk ikke ansat til at programmere en ny Sundhedsplatform. Dimittender fra IT og sundhed arbejder typisk på et mere overordnet (systemisk, hospitalsmæssigt, projektkoordinering) plan mens medtekkerne er mere patientnære (og tilknyttet enkelte afdelinger). Medtekkerne får et mere indgående kendskab til den menneskelige krop end dimittender fra andre tekniske uddannelser inklusive IT og sundhed.
Kontakt os
Name:
*
Phone:
*
E-mail:
*
Message:
 
Polyteknisk Forenings Sekretariat
Anker Engelunds Vej 1
Bygn. 101 E
2800 Kgs. Lyngby
email: pf@pf.dk
Tlf. +45 7742 4444
CVR: 55988919
Åbningstider i 3-ugers:

Sekretariatet Lyngby Campus
Mandag                  09.15 - 15.00
Tirsdag-torsdag    08.30 - 15.00
Fredag                    08.30 - 14.30


Sekretariatet Ballerup Campus
13-jun                     11.30 - 14.00
14-jun                     11.00 - 13.00
20-jun                     11.30 - 14.00
22-jun                     09.00 - 11.00

 
Lyngby Campus

PF Caféen 

Man - Fre:      07:30 – 17:00

Kaffestuen
Man - Fre:      07:30 – 19:00

Kælderbaren
Man - Fre:      19:00 – ?

 
Ballerup Campus

S-Huset Ballerup

Man - Fre:      07:30 – 17:30

Vernes Kælder
Fre:                 12:00 – ?
Polyteknisk forening | Anker Engelunds Vej 1 | 2800 Kgs. Lyngby | Tlf.: +4577424444